Author: Thomas Degn Nielsen

KampKUNST

Aikido kaldes en kampkunst og ikke en kampsport af en årsag. Der er ikke lagt op til at der skal være en vinder og en taber. Især i træningssituationerne skal vi gerne vinde noget ved både at være ‘Nage’ og ‘Uke’. Den der modtager engergien og forbliver i balance (Nage) og den der giver energien og lader sig ‘genføde’ ved at investere hele sit fokus ind i en situation (Uke).

Betragtninger

Det er snart sommerferie og jeg vil gerne dele noget med jer fra mine mange år med Aikido og kampsport.

Da jeg startede med Aikido for snart 25 år siden, var det bla. fordi jeg havde meget svært ved den konkurrenceprægede og konfronterende/aggressive tilgang de kampsportsstilarter, jeg tidligere dyrkede, havde.
Aikidoen jeg mødte havde netop det jeg søgte. En tilgang, hvor jeg som individ skulle forholde mig til aggressioner eller en angriber, ud fra et sæt givne rammer. For på den måde at få reaktioner og mønstre programmeret ind i kroppen. Det skete igennem gentagelser igen og igen og…

Igennem de mange år har jeg mødt mange forskellige Aikido partnere og også mærket, at motivet til at dyrke Aikido er forskelligt fra person til person. Nogle dyrker Aikido for indre ro, andre for at få mere selvtillid, nogle for selskabets skyld andre for at blive bedre til selvforsvar – og for andre en kombination af det hele

Nybegynderen

Da jeg som nybegynder mødte en Aikido partner, mærkede jeg en respekt for at jeg var ny. Det var meget lærerigt at træne med en øvet, en der kunne mærke mit niveau og så tilpasse sig til det. Frustrationen kunne så opstå med konfrontation og ømme led, hvis man ‘rendte’ ind i en der var ligeså nybegynder som mig selv eller en der måske ikke helt forstod principperne i at lade energien flyde, og ikke lave alt muligt andet end den øvelse man var igang med.

Tilgangen

Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har hørt sætningen, “men jeg kunne jo bare gøre sådan her, så virker teknikken ikke” og det er jo også rigtigt nok. Men i forhold til en bestemt øvelse, er det bare ikke det formål træningen har. Det handler ikke om at finde andre muligheder/’huller i teknikken’ (og da slet ikke som nybegynder), men derimod om at træne de mønstre der er i netop den øvelse.

Når man så har trænet i mange år, så bliver det lettere at improvisere og acceptere at der er en ‘Uke’ (partner) der ikke helt har forstået formålet med øvelsen – og så håndtere den situation som den opstår. Jeg oplever dog stadig, at jeg kan blive ‘triggered’ af en der ikke giver øvelsen og situationen den opmærksomhed der kræves, for at vi kan få den bedste fælles oplevelse. Her skal jeg virkelig tage mig selv i ikke, at enten forcere eller modarbejde det arbejde jeg har brugt år på at få ind under huden. Et arbejde der gør, at jeg i næsten alle situationer kan være ‘naturligt afslappet’.

Øvet eller nybegynder?

To vinkler der kan hjælpe både en øvet og en nybegynder at forstå hvordan man bedst muligt skaber et ‘sikkert’ felt, hvor man har tillid til hinanden og skaber et rum hvor man kan eksperimentere, øve og ‘fejle’.

Som nybegynder er det vigtigt at sige fra, hvis man føler at man bliver irriteret eller provokeret. Ganske enkelt fordi man endnu ikke har fået tillært sig de Aikido mæssige fysiske og mentale værktøjer der skal bruges for at håndtere sådan en situation. Hvis det er for svært at finde en måde at sige fra på, så snak med Sensei.

Som erfaren skal man acceptere at man ikke kan træne et højt niveau, men skal ’tilbage til basis’ når man træner med nybegyndere og i høj grad skal tilpasse niveauet til partneren. Overraskelser og pludselige temposkift betyder at en nybegynder ikke har en chance for at tilpasse sig teknikken eller situationen, og det bliver ikke længere en fælles oplevelse, men en oplevelse hvor man forcerer hele situationen.