Går på en knivsæg!
I lyset af corona krisen, har jeg oplevet at der sker noget med mennesker. Lysten til at agere i sammenhæng med andre blomstrer op, måske fordi vi i særlig grad er blevet opmærksomme på hvad relationer giver os som mennesker.
Mulighederne for at kunne balancere i en travl hverdag, med målsætninger og forventninger til sig selv og andre, men også fra andre, gør at vi bør gøre en stor dyd ud af at få balance og harmoni til at spille en væsentlig rolle i vores liv.
Aikido handler om indre ro, indre balance lige såvel som det handler om i budosammenhæng også at have fysisk ro og balance. Men i Aikido kan man have svært ved at opnå ydre ro og balance uden den indre.
Når vi er i dojoen, kan vi træde ind i en midlertidig boble, hvor der er trygt og det er muligt at lave fejl og eksperimentere, på den måde kan vi sikkert træne vores indre og ydre uden at være i fare for at blive ‘udstillet’.
Som underviser er det min fornemmeste pligt at forsøge at guide de elever der kunne ønske at blive dygtigere til Aikido, til at få forståelsen for at sammenhængen mellem at kunne være i harmoni/balance og at lave teknikker er en forudsætning for at tingene kan udvikle sig.
Der kan opstå politik og misforståelser i alle foreninger og klubber, men Aikido handler blandt andet om at kunne forstå og agere i et miljø, hvor ikke alle har samme vinkel. Man kan derfor sige at de retningslinjer der er i en dojo er op til den linje der er lagt i dojoen. Den kan være lagt af den der har grundlagt dojoen, men den kan også ændre sig over tid, i takt med at kulturen i klubben bæres af medlemmer med ambitioner om at dygtiggøre sig.
Jeg håber at alle mine elever en dag bliver dygtigere end mig, hvis de gør det, har jeg haft succes. På den måde har jeg opnået det jeg drømmer om, i forhold til at få andre mennesker til at få samme passion omkring Aikido, som jeg selv, samtidig med at de har et ambitionsniveau der gør at de til stadighed ønsker at gøre sig dygtigere.
Men jeg har selvfølgelig også en forventning om at mine elever ikke skal komme ‘sovende’ til den position, og derfor vil jeg, så længe jeg har kræfter og mulighed for det dygtiggøre mig, for at udskyde det kryds, hvor mine elever overhaler mig.
Jeg har stort respekt for mine læremestre, og jeg ved ikke om jeg nogensinde opnår samme indsigt, tekniske og spirituelle forståelse for Aikido, som de har, men jeg har en ambition om at forsøge at bevæge mig i den retning.
Så her, midt i en Coronatid, takker jeg ydmygt mine elever for at give mig muligheden for at lade mig forsøge at påvirke deres liv og hverdag med Aikido principper og vejledning, så langt som mine evner rækker til.
Tak for tilliden!
Thomas Degn Nielsen, Aikido Yuishinkai Randers
